|
Det er en vigtig bog, Lene Brandt har skrevet. Den er renset for store mængder af fakta om brystkræft - og det er faktisk bogens styrke. Bogen giver et godt indblik i, hvad det vil sige at blive ramt at brystkræft og miste et bryst med alle de følelser, det involverer.
Vi er med i hele det 2-årige forløb med to operationer og behandling på Rigshospitalet. Bogen er personlig uden at blive privat. Og så er den prydet af forfatterens malerier skabt undervejs, som i sig selv er hele bogen værd. Malerierne er faktisk så flotte, at man overvejer at begå vold mod bogen, sprætte den op og indramme dem.
Bogen vil være en stor hjælp til andre brystkræft-ramte - og deres familie, som med denne bog får indblik i de mange følelser og tanker, der følger med en så alvorlig diagnose.
Det to år lange behandlingsforløb har tilmed givet Lene Brandt en større forståelse for, hvordan hun nu vil leve resten af sit liv. Det er hendes mission at vise, at man kan komme igennem en så voldsom sygdom med menneskeligheden i behold. Det demonstrerer bogen til fulde.
DBO-bladet (Dansk Brystkræft Organisation), januar 2010
Lene Brandt er 44 år, da hun må konstatere, at så blev det min tur, hvilket er første kapitels titel i hendes bog om mødet med brystkræft. I bogen fortæller Lene om sit behandlingsforløb, om mødet med de forskellige personer i behandlerverdenen og mødet med behandlingstilbudene: operationer, kemoterapi, strålebehandling og herceptin. Lene er patienten i et brystkræftforløb, som vil kunne genkendes af mange brystkræftpatienter i Danmark.
Det er en overraskende behagelig oplevelse at læse denne bog, da Lene i den grad holder sig til at fortælle om det helt specielle, hun véd noget om, nemlig brystkræftpatientens rolle i hospitalsverdenen, hendes personlige dilemmaer og hendes arbejde med problemerne omkring det at være brystkræftpatient. Lene er usentimental og kontant, men også livlig og optimistisk, så bogen bliver dejligt livsbekræftende med god støtte i Lene´s fine malerier, der forklares undervejs, så deres terapeutiske virke bliver tydeligt for læseren.
At læse Lene´s beretning har for mig været som at dele erindringer med hende og samtidigt få mine erindringer sat i et helt nyt perspektiv. Det føles sundt!
www.sundhedsnyhederne.dk , februar 2010
Lene Brandt fortæller om sit møde med brystkræft med udgangspunkt i en række af sine malerier. Billederne indleder beretninger om operationer, kemoterapi, strålebehandlinger og de tanker, der melder sig undervejs.
Positivt nok oplever Lene et fornyet livsmod i forbindelse med sygdomsforløbet. Fremover bliver det vigtigt, at livet leves på den rigtige måde.
To år efter diagnosen er Lene blevet skilt, gået ned i arbejdstid og har fået ny lejlighed. Under sygdomsforløbet blev både skriverier og maleri et frirum fra kræften og nu bruges den øgede fritid til at dyrke mere motion og gå til tegneundervisning.
Bogen er en personlig og livsbekræftende beretning fra kampen mod en barsk sygdom.
|